Lejlighed i Pezzo

LEJLIGHED TIL LEJE I ALPERNE, ITALIEN

Der findes ture for alle, bl.a. småture i området, hvor alle kan deltage – såvel som særdeles krævende vandreture med lokale guider og med mulighed for overnatninger på refugier i bjergene. Der er fantastiske muligheder med aktiviteter for alle aldersgrupper. Type af aktivitet både hvad angår det fysiske, men også det mentale. Man kan slappe af, nyde naturen, læse gode bøger, hygge sig med familiemedlemmer i alle aldre. Er du til mountainbiking så er her formidable muligheder. Er du orienteringsløber, ja så får du ikke bedre kondition end ved at træne i området her 😀

 

Det er muligt at starte aktiviteterne direkte fra huset i Pezzo. Der er masser af dagsture, og som nævnt med mange muligheder for længere ture med overnatning på refugier, hvis det er det man har lyst til.

 

En del af Nationalparken Stelvio, ved navn Case de Viso, ligger ca. 3 km fra Pezzo. Der er gangstier derud. Derfra er der mulighed for masser af fantastiske ture videre op. F.eks.Refugie Bozzi som ligger i et fantastisk flot område. Det tager ca. 2 timer, hvis man er i god form, at gå derop fra Case de viso.

Der ligger en lille lokal restaurant/bar Ercavallo i Case de viso, som er et charmerende lille ’pitstop’.

Der findes også en vidunderlig ’ostemand’ i Case de Viso, hvor det er muligt at købe friskkværnet

smør samt skønne lokalt fremstillede oste og pølser.

Øv dig i lidt italienske fraser hjemmefra. Her tales KUN italiensk, så en ordbog er mere end praktisk. Vores erfaring er, at i bjergområderne her lokalt er netforbindelsen meget meget dårlig, så det er ikke ''bare at komme på Google translate 😉😀

Husk også at kreditkort ikke er den vante betalingsmåde. Kontanter (€) er nødvendige.